Skolens overordnede plan for intern evaluering
Bekendtgørelserne for gymnasiet og HF er ens i deres krav til skolens ledelse om at udforme en evalueringsplan for skolen med henblik på både en evaluering af planlægning og gennemførelsen af undervisningen i de enkelte klasser og hold og en løbende evaluering af den enkelte elev.
Evalueringen af undervisningen skal sikre en optimering af undervisningens planlægning og gennemførelse, samtidig med at den sikre eleverne medindflydelse og medansvar for undervisningen. Evalueringen sikrer også, at rektor er orienteret om, og har indsigt i undervisningen på enkelte hold og hele studieplansforløb. Dette giver skolens ledelse bedre mulighed for at udvikle de enkelte studieplaner i samarbejde med lærerteam.
Den løbende evaluering af den enkelte elev har til formål så godt som muligt at få den enkelte elev til at tænke over, hvor godt de tilegner sig viden i de enkelte fag og lade dette være udgangspunktet for en målrettet tilrettelægning mellem elev, hold og lærer af den efterfølgende undervisning.
For at opnå et vis ensartethed for hele skolen er det naturligt, at rektor fastsætter regler for evalueringstidspunkter, procedurer og rapporteringer.
På NGG gælder følgende krav til evaluering:
Studieplaner: I efterårssemesteret, medio december (1.g medio januar) udsendes et spørgeskema til 1.g og 1.hf om bl. a. studieplanen. I forårsemesteret (marts/april) udsendes et spørgeskema til alle klasser (studieretningsforløb).
Klassens lærerteam uddeler, indsamler, analyserer og præsenterer deres resultater for en forsamling af klassens lærere, elevrepræsentanter og ledelsen. Forsamlingen udarbejder en konklusion, der offentliggøres på internetsiden for den enkelte studieplan.
Undervisningen: Alle faglige forløb afsluttes med en evaluering. Evalueringsformen bør varieres, men vælges frit af lærerne. Uanset form udmunder evalueringen i en skriftlig konklusion, der underskrives af læreren og afleveres til rektor/gymnasiekontoret.
Den enkelte elev:I forbindelse med alle forløb skal den enkelte elev minimum en gang undervejs have en mundtlig eller skriftlig mulighed for at udtrykke sin viden og færdigheder i forhold til de mål, der i aktivitets-/studie-/læreplanen er fastsat som standard for forløbet. Lærerne har metodefrihed til at vælge evalueringsredskaber fra screening, test til mere elev-selvevaluerende former.
I november og marts måned giver lærerne standpunktskarakterer efter 7 trinsskalaen til alle gymnasieeleverne og en vurdering A, B eller C (A = sikkert bestået, B = omkring bestået, C = dumpet). Vurderingerne offentliggøres via Lectio. Vurderingerne følges op af møder for klassens lærere, hvor teamet gennemgår hver enkelt elevs standpunkt. En repræsentant for ledelsen deltager altid i disse møder, så rektor er orienteret om elevernes standpunkter. Vurderingerne følges op af tilbud til gymnasieeleverne (og forældre for elever under 18 år) om en konsultation hos faglærerne. For HF-kursisternes vedkommende følges vurderingerne op af en samtale med deres tutor og indgår i deres studiebog.
|